Advokatfuldmægtige med store ambitioner at Kromann Reumert

Posted 2 weeks ago

Vi søger advokatfuldmægtige med store ambitioner. Du kommer med ind i kernen af spændende sager og får ansvar på en måde, hvor du skal strække dig på tæer for at nå i mål, men hvor dine inspirerende kollegaer altid står klar med sparring og hjælp til din udvikling. Gennem vores medarbejderudviklingsprogram EXPECT tager vi fælles ansvar for at forme den fremtid, du drømmer om.

Forvent en karriere med ansvar, der vokser

Hverdagen i Kromann Reumert er fyldt med store, udfordrende og spændende sager, som betyder meget for vores klienter og medarbejdere, og som sætter et aftryk på samfundet. Vi dækker flere end 30 juridiske specialer og rådgiver i sager, der skaber juridisk præcedens, påvirker lovgivningen og rykker erhvervslivet. Sagerne er store, perspektiverne er større, og det styrker og udvikler din forretningsforståelse fra sag til sag.

Du får en bred fundering med mulighed for at specialisere dig. Du kommer til at styrke dit internationale fokus, da en stor del af dit arbejde vil foregå på engelsk og i samarbejde med internationale kollegaer og advokatforbindelser. Men bare rolig; du vil modtage engelskundervisning, så du er klædt på til opgaverne, og hjælpen er aldrig længere væk end nabokontoret.

Vi forventer, at din karakter er lige så god som dine karakterer

Du er ved at færdiggøre eller har afsluttet din cand.jur. Du ligger i toppen af din årgang, både på din bachelor og på din kandidat, og du formår at skabe gode relationer.

Derudover forventer vi, at du:

  • glæder dig til at få lov til at vise, hvad du kan
  • ikke er bange for at tage ansvaret for betydningsfulde opgaver og sager
  • bliver motiveret af de daglige udfordringer og af at skulle strække dig for samtidig at udvikle dig.

Vi skaber værdi gennem ansvar og samarbejde. For hinanden, for vores klienter og for samfundet. Vi forventer derfor, at du har et solidt, fagligt fundament, og at du tager ansvar for egen udvikling. Det er dog samarbejdet, der løfter, og vi arbejder som ét team på tværs af specialer og kontorer.

Vi ønsker at overgå dine forventninger til livet som advokatfuldmægtig

I Kromann Reumert sætter vi standarden. Sammen. Derfor prioriterer vi din kontinuerlige udvikling og trivsel gennem vores udviklings- og balanceprogram EXPECT. Du gennemgår et forløb med plads til at udvikle dig fagligt og personligt fra dag til dag og fra sag til sag – og vi har en klar ambition om at give dig Danmarks bedste udviklingsforløb, så du kan blive en dygtig, selvstændig og tillidsskabende rådgiver for vores klienter. Du må gerne have lige så høje forventninger til os, som vi har til dig. Også når det gælder livet uden for kontoret.

Du kommer til at følge et grundigt introduktionsforløb. Vi tror på, at et stærkt sammenhold gør os til bedre rådgivere. Derfor vægter vi vores mange sociale aktiviteter højt, eksempelvis fælles sportsarrangementer, julefrokost, afdelingsarrangementer, vores årlige virksomhedstur og meget mere. Alt det glæder vi os allerede til at fortælle dig meget mere om.

Sådan ansøger du – og får svar på dine spørgsmål

Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Senior Lead People & Development Manager Helle Wernblad Bloch på telefon 38 77 45 94.

Vi har brug for dig til 1. februar 2022 og også gerne før. Vi behandler derfor ansøgninger løbende og opfordrer dig til at søge hurtigst muligt. Vi ser frem til at modtage din ansøgning, dit CV samt karakterudskrifter.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen, uanset køn, etnisk baggrund, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.